Søndag d. 25. februar 2024 kl. 14

Pigespejdernes dramapatrulje opfører Junglebogen

Mowgli, Baloo, Shere Khan og seks intrigante pigespejdere

Pigespejdernes dramapatrulje skal opføre JUNGLEBOGEN på den årlige spejderlejr. Ved hjælp af dukker i alle størrelser, objektteater, skyggespil, dans og levende musik, spiller de en række centrale scener fra selve ”Junglebogen”: Ulvene redder den spæde Mowgli fra den feje og blodtørstige tiger Shere Khan. Mowgli henter ilden hos menneskene og bruger den som våben i sin kamp mod tigeren…

Vi følger livet i patruljen og prøverne op til premieren. Men pigernes hakkeorden og indbyrdes magtkampe truer konstant med at spolere hele projektet. Ligesom i junglen gælder det i dramapatruljen om at kæmpe for sin overlevelse med næb og kløer.