AF KEZIA FUGLØ
I efteråret 2023 skal vandreforestillingen “Når kunsten sitrer” spille på Willumsens Museum. Forestillingen er skrevet af den Reumertvindende dramatiker Simone Isabel Nørgaard.
“Vi håber, at det vil kunne skabe en anden slags liv på mu- seerne og danne et smukt møde mellem det statiske og evige ved værkerne og teatrets dynamiske nu. Og måske kan vi gøre nogle teatergængere nysgerrige på kunstværkerne og åbne nogle museumsgæsters øjne for teatret.” Siger Simone Isabel Nørgaard om formålet med at bryde de faster rammer for kunstformidling og spille teater på et museum.
Direktøren på Willumsens Museum, Lisbeth Lund, deler Simone Isabel Nørgaards håb, og hun begejstres over at arbejde sammen med en anden kunstform i formidlingen af Willumsens kunst og univers.
“Jeg tror på, at kunsten sætter vores sanseapparat og tanker i gang. Men billedkunst og teater gør det på forskellige måder, dog med overlap. Når de to kunstarter forenes i ét værk, for- stærkes udtrykket og sanseligheden. Teatret transformerer Willumsens kunstværker til handling i relation til tilskuerne i tid og rum. Man kan nærmest sige, at teatret levendegør billedkunsten” siger Lisbeth Lund.
Ikke blot kan teatret styrke formidlingen af billedkunsten. Billedkunsten og selve museet kan også bidrage til teatret. “Værkerne danner en medfortællende ramme. Det giver nogle kreative benspænd at skabe teater til andre rum end en klassisk teatersal, og benspænd er altid inspirerende og vil forhåbentlig bringe os helt nye steder hen.” Siger Simone Isabel Nørgaard.
Forestillingen tager publikum med rundt på Willumsens Museum og med ind i fortællingen om tre kvinders liv i lyset af kunsten og i skyggen af manden J. F. Willumsen. Scene- kunsten og billedkunsten forenes i en fortælling om kunst, kærlighed og identitet, som trækker tråde til en nutid, hvor køn stadig opleves som en hindring for at opnå anerkendelse for sin kunst.
Forestillingen udvikles i et samarbejde mellem Willumsens Museum og Parkteatret – Frederikssund Kommunes Egnsteater.
Den skal spille på Willumsens Museum fra den 28. september til den 2.oktober og igen fra den 13. til den 22. oktober. I det år hvor Willumsens Museum er lukket, vil forestillingen turnere rundt på flere af landets museer – heriblandt på Victor Petersens
J.F. Willumsen-samling på Herregården Odden.