3. Februar 2025

ANIMALS

Inspireret af George Orwells univers

OBS: Spilles på Frederikssund Gymnasium (Odinsvej 6, 3600 Frederikssund.)

Hvad skete der 50 år efter på Dyrenes Gård?

Forestillingen er et ”Spin off” af Orwells verdensberømte roman Animal Farm / Kammerat Napoleon. 

 

I over et halvt århundrede har grisene haft absolut magt i dyrenes samfund og har opbygget et falsk demokratisk system. Et oprør ledet af fårene skaber en trussel mod regeringen. Modsvaret er en systematisk jagt på og endelig tilintetgørelse af oprørerne udført af statens hundepatruljer. 

To unge, et får og en hund, gennemlever på hver sin måde revolutionen. Undervejs opdager de, at deres venskab har udviklet sig til noget dybere. Til noget, alle de andre betragter som unaturligt.

Fire kvinder iført effektfulde dyremasker, skabt af Katrine Karlsen, fortæller en bevægende historie om magtmisbrug, diskrimination og forfølgelse – og om en ung forbudt kærlighed imellem to dyr af forskellig race.

Med sit unikke og billedrige scenesprog er forestillingen et nyt bud på aktuelt teater til både unge og voksne. Uanset om det drejer sig om et traditionelt blandet publikum eller en sal fuld af gymnasieelever, brænder billederne fra forestillingen sig fast på nethinden og ind i hjerterne.