
Særvisning: Sick of Myself
Parkteatret er glade for at kunne vise den norske film Sick of Myself.
I husker måske filmen Verdens værste menneske? Denne film tager det tema til helt nye højder, der chokerer og forundrer. Man tænker løbende igennem filmen, om det egentlig er så urealistisk, eller om der nok ikke findes mennesker, der kunne finde på dette.
Det er ikke en film I vil gå glip af.
Om filmen:
Signe nærmer sig de tredive, og er den mindst succesfulde i sin omgangskreds af unge kreative mennesker. Hun føler sig især mislykket og usynlig da hendes kæreste pludselig bryder igennem som kunstner, mens hun selv bare arbejder på en café. Men en dag er hun vidne til en voldsom ulykke, hvor en kvinde angribes af en hund. Da Signe hjælper den blødende kvinde, ender hun selv med at være dækket af blod, og alle tror derfor at Signe også er kommet til skade. Rollen som offer giver Signe et kick, og inspirerer hende til et omfattende selvrealiseringsprojekt.
Signe sætter alt ind på at forblive i offerrollen, og tager drastiske midler i brug, men inden længe viser det sig at projektet også kommer med nogle uforudsete omkostninger.
